De Eventyrlystne

DE EVENTYRLYSTNE

Sammen med Birthe og Eskild Højgaard har vi lavet sange og børne-/skoleteater i mange år.

De Eventyrlystne? - ja, noget skulle vi jo hedde, og da Niels Stokholm havde brug for et navn til en tourné i H.C. Andersens fodspor, var det altså, hvad vi sådan lige kunne finde på!

Det var i 2004. Vi havde lavet en forestilling om H.C. Andersens barndom på skolen, og nu kunne vi komme ud og fortælle på vores måde om ham:

                                       fortællinger, sange og billeder.

Siden har De Eventyrlystne bredt sig over mange kulturelle emner, og det kan man læse meget mere om på www.deeventyrlystne.dk



H.C. Andersen 2004

Sammen med Birthe og Eskild lavede vi en musical for hele skolen om H.C. Andersens barndom i Odense.

Vi kaldte det et syngespil.

Målet var korte, klare og mundrette replikker, gode sangtekster og levende musik.

Vi havde 240 elever på scenen i Hallen.

Vi fik indspillet musik og sange på Struer Musikskole med Inger Kold som solist.

Senere lavede vi konceptet om, så det passede til De Eventyrlystne.

Det er Lisbeth Gottenborg, der har illustreret.

I H.C. Andersens fodspor, 2005

13 steder gjorde H.C. Andersen ophold i Vest- og Nordjylland på sin "landflygtighed".

Vi besøgte de samme 13 steder på de samme 13 datoer sammen med skuespilleren Bjarne G. Nielsen og med en lokal forfatter som trækplaster: "Min Andersen."

På billedet er vi på den næstsidste station: Hjermind præstegård.

Dekorationen er de tre hundehoveder, som Kristen Rusbjerg lavede til Birthes teaterforestilling "Fyrtøjet" (med min musik), som tournerede i Sydslesvig.

Det var en kæmpe oplevelse at komme rundt på de fine steder, som HCA foretrak - og at høre de nulevende, kendte forfattere fortælle om deres forhold til ham.


Drachmann og malerne på Skagen, 2006

Efter vores optræden i Drachmanns Hus på HCA-tourneen blev vi spurgt, om vi ikke kunne lave en lignende forestilling om Drachmann og de forskellige malere på Skagen på hans tid.

Det gik vinteren så med!

Og vi kom tilbage i sommervarmen året efter og sang, fortalte og optrådte i Drachmanns lille atelier (højst 25 tilskuere) og på Skagens Museum til den årlige generalforsamling.

Her står vi sammen med Krøyer og Ancher og smiler lettet - det gik rigtig godt!


Odysseus 2012

En skoleforestilling.

Sammen med Birthe og Eskild og Lisbeth Gottenborg skabte vi en forestilling om Homers Odysseen med guder og helte, sange, billeder, rekvisitter, replikker, orkester og lys.

Hallen var optaget nogle dage for at få forestillingen på plads, og 0.-8. klasse medvirkede.



Hjemmeside og PR

Foto: Ellen Aarlit Gade

Efterhånden som Eskild fandt flere og flere mulige scener, blev der brug for et PR-materiale, og Merete lavede vores hjemmeside, som hun stadig styrer suverænt.

Ellen tog os en kold forårsdag med til Tambohuse og til det gamle kalkværk for at lave PR-fotos til os.

Det krævede overvejelser: Hvilken ramme/baggrund passer til os?

Bakkerne i Tambohuse har et passende tidløst præg, og skorstenene i kalkværket havde et passende historisk præg.

Her står leddet i hvert fald åbent - vi er på vej!



Oktober 2016

Struer Inner Wheel bad os om at sørge for underholdningen på landsmødet 2016, der blev holdt på Hotel Nyborg Strand.

En stor og spændende opgave, som vi arbejdede med længe.

Det blev selvfølgelig også noget om Struer!

Dejlig oplevelse at stå der og mærke deltagernes tilfredshed.

August 2018

Vi deltog aktivt i Nordens og Gimsing Sognehøjskoles tur til Færøerne ved at lave morgen- og aftensamlinger med sange og fortællinger.

Vi havde kontakt til Kingo-koret og sang derfor en del Kingo-salmer, og vi hyldede to store forfattere med sange om Barbara og De uundværlige (fortabte) spillemænd.

Det var dejligt at høre og mærke, hvordan alle var tilfreds med vores indsats.

Billedet er taget af Anke i Plantagen ved Hans Pauli Olsens minde over William Heinesen.

H.C. Andersens eventyr i ord og toner


Drachmann og malerne på Skagen


Norden og Europa


Sverige:

Anders Zorn, Carl Larsson, Selma Lagerlöf

Dan Andersson

Evert Taube: Sømand og gaucho, tango og vals


Norge:

1814,

Spydeberg og Wilse,

Sarpsborg 1000 år